Glæd dig til lækre toner af sammensmeltningen af jazzet pop og funk, når KLEIN inviterer Kabale fra Skt. Annæ gymnasium til gratis koncert d. 24 april.
KABALE er et upcoming band på den københavnske musikscene, der består af otte unge musikere fra hovedstaden. Deres numre er at finde i en fusion mellem jazz, pop og funk, og klangen er sammenlignelig med D’Angelo, Amy Winehouse og Tom Misch, men også i høj grad farvet af bandmedlemmernes egen musikalske opdragelse.
Bandet har lige udgivet deres første single, “Åbne Kort”, og er i fuld gang med flere projekter. Musikken er en sammensmeltning af de otte menneskers ideer, og de skaber i fællesskab et lydbillede, de selv nyder at høre på. Det kommer også til udtryk ved koncerter, hvor man som publikum bl.a. bliver grebet af originale, fortællende tekster om ungdom, følelser og erfaringer.
Lineup: Carolina Rodríguez Riera (leadvokal), Tobias Bremer Hansen (guitar og vokal) Aske Ørneborg Jacobsen (bas), Geo Nørlem Barbou des Places (trommer), Sejer Hester (klaver og melodika), Malin Brieghel Nilsson Høm (tværfløjte og saxofon), Eleanor Elisabeth Prahl Tynan (saxofon).
Isenkram gentager succesen og inviterer til en magisk og hyggelig aften på spillestedet KLEIN. Oplev 3 ganske unikke duo liveoptrædener, musikalske eksperimenter samt udvidet merchandise bod kombineret med releasefest, hvor håndplukkede og erfarne DJ’s spiller deres hemmelige yndlingsplader.
Det nye danske label, Isenkram, opstod i starten af 2023 og udgav sidste år fire vidt forskellige album på kassettebånd og stream med N. Arena, Marie Eline Hansen, Thomas Rafn og Jacob Funch. Sidstnævnte blev på udgivelsesdagen fejret på netop KLEIN til en udpræget hyggelig label-aften med koncerter og fest. Nu gentager vi succesen med følgende nye program:
Sonja Labianca + CTM.
De to danske musikere Sonja og Cæcilie – primært associeret bag saxofon og cello i henholdsvis Selvhenter og CTM – sættes denne aften i et unikt møde, hvor de frit kan plukke og komplimentere værker fra hinandens yndefulde diskografier, men også skabe helt nye samklange.
Global Guaranty Orchestra.
Den mytiske Helsingør duo – bestående af P.O. Jørgens og Henning Frimann – udgav op igennem 1980erne og 90erne en række ganske enestående albums, der med hjemmebyggede perkussive instrumenter, esoterisk ekspressionisme og inspiration fra hele verdens musikhistorie nægtede at blive sat i genremæssig bås.
Nikolas.
Bag det kakofoniske virvar af improviseret smukheds-nonsens gemmer sig en vigtig del af pladeselskabet Escho’s grundkerne. Sammen har de bag navnet Nikolas huseret på diverse udgivelser og venues siden 2006. Nikolas er en helt fri enhed, en animeret trance legeplads hvor alt kan ske. Denne aften i unik og instrumental duo set-up.
Kruzh’em release-party-extravaganza.
Isenkram udgiver på aftenen det introspektivt funky elektroniske album ‘Afterthoughts’ med Kruzh’em, som kan erhverves i aftenens merchandise-bod på spritnyt kassettebånd. Kruzh’em har håndplukket sine 3 yndlings DJ’s fra Danmark – Bam Baastaa, Martin Dejean og Nixxon – til at spille op til dans og hyggeligt samvær efter de 3 duo koncerter.
På årets første sommeraften vil Dansepavillonen lægge ramme til en helt unik koncert. Den folkekære troubadour Pia Raug er blevet inviteret ind i varmen hos kapelmester Jomi og hendes band Frihedskæmperne. Sammen vil de stå på scenen og fremføre numre fra både Pias og Jomis bagkatalog af stærke danske sange. Det syv personer store orkester vil sætte ild til nye og gamle toner med en både jazzet, folket og rocket energi.
Jomis og Pias veje har krydset hinanden flygtigt gennem deres karrierer. De var begge tilknyttet pladeselskabet Exlibris, som har udgivet store dele af Pia Raugs imponerende liste af udgivelser. Men idéen til at lave en fælles koncert opstod egentlig ud af en irritation hos Jomi. Hun sad hjemme i sin stue og havde netop købt en bunke vinylplader med det sigte at finde kvindelige danske forbilleder, der nu var over 60 år gamle og stadig skabte musik. Det var tydeligt at de ikke står på forreste række, når der skal deles spalteplads eller nyheder ud til befolkningen. Musik af ældre kvinder spilles nærmest ikke i radioen. Det kunne hurtigt bliver en klagesang, men som altid omformer Jomi frustration og afmagt til handling. Og så var den koncertrække opfundet. Hej lille drøm, som Pia synger.
Vi skal huske at hylde vore ældre sangskrivere, som har givet deres liv til musikken, vi lytter til. Vi skal huske at holde øje med ældre sangskrivere, fordi alderen skaber en klogskab og en fortrolighed med livet, der kan være til stor inspiration for alle aldre.
Derfor: Kom til koncert med Jomi & Pia Raug og Frihedskæmperne lige meget hvor gammel du er – og oplev en levende legende, en intuitiv kapelmester og et formidabelt orkester fra øverste musikalske skuffe.
Nana Jacobi har ry for at være en bjergtagende og publikumsinvolverende live-performer. Hun går på scenen med et dynamisk og stærkt liveband i ryggen, og leverer både høj energi og dansable momenter, samt mere nærværende, intime møder med sit publikum.
Sangen ‘Hold Dit Hjerte Blødt’, udgivet med Annika Aakjær og Jeanett Albeck featuring, er blevet kaldt “en nyklassiker” og den er naturligvis med på sætlisten, sammen med andre af Jacobi’s store sange fra hendes nyere bagkatalog, samt fra film- og tv-soundtracks.
‘Nana Jacobi på SPOT Festival 2023 var en ud-af-kroppen oplevelse – En oplevelse, hvor hun igen slog fast, hvilken stjerneartist og musiker hun er’ – Bands of Tomorrow 2023.
‘Gennem de 35 minutter er der konstante overraskelser. Intet står tilbage som statisk. Publikum er med på rejsen. De er i hjertet af det hele’ – GAFFA 2023.
Jacobi har udgivet fem album og en EP i eget navn, samt skabt musik og sange til film og tv. Med albummet ‘Magnet Sky’ (2021), og ‘Elvira Sange’ (sange til tv-serien Elvira, Viaplay 2022) fik Jacobi for alvor fat i et større publikum.
Nana Jacobi fik sit gennembrud for år tilbage, med sangen ‘Open Sky’ fra filmen ‘En Kort, En Lang’. En sang som fik en slags evergreen-status på P4, og stadig spilles den dag i dag.
Nana Jacobi er desuden kendt som medstifter af og direktør for musikprojektet HUN SOLO – koncertvirksomhed og label for kvinder og kønsminoriteter i dansk musikliv. Herudover er Jacobi en aktiv stemme i det danske debatlandskab.
BARBRO (SOLO)
Barbro inviterer med sine personlige og dramatiske fortællinger ind i sit sårebare univers, der musikalsk har rødder i punken, men også med moderne glitches og originale melodier. I 2022 vandt Barbro en Steppeulv som Årets Håb og modtog hertil Carl Prisen for sine tilbagelænede kompositioner.
Barbros sange formidler et socialt engagement i deres sårbarhed med debutalbummet ‘Bad Choices’ i ryggen med tracks, der skælver af internet-sarkasme og rebelskhed, men under den dystre meme-overflade lurer en genkendelsens glæde, der glimter allerstærkest netop dér, hvor nogen stikker ud.
”Barbro konfronterer alle sine dårlige beslutninger på det fremragende debutalbum” – Soundvenue